Kerneydelser før prestige projekter

Prestigeprojekter på Ærø fylder meget. Vi modtager mange flotte besøg, og borgmesteren får ros for alt fra vores grønne profil til vores planer om to grønne færger, som nu er vokset til tre i anledning af kommunalvalget. Oprindeligt ville vi have en stram kommunal økonomi med to færger, men med tre færger bliver vi nødt til at skære kraftigt ned på kernevelfærden, som vi allerede kæmper for at bevare.

Ærøs ældreområde er økonomisk velfunderet, men penge alene sikrer ikke en velfungerende sektor. Området har været præget af dårlig ledelse og har fungeret som en legeplads for diverse projekter med varierende klinisk relevans.

Ældreområdet skal genoprettes.
Vi har et øget ressourceforbrug pr ældre medborger med behov for hjemmehjælp på 20-25% i forhold til en gennemsnitlig kommune pr. borger. På Ærø har øgede midler ikke bedret de ældres situationen. Borgerne på Ærø modtager samlet set 20% mindre tid til hjælp.
Midlerne går ikke til højere lønninger til medarbejderne, men i stedet til mange administrative opgaver og projekter. Hverken det ene eller det andet forbedrer borgernes hverdag.

Vi prioriterer kernevelfærden frem for prestigeprojekter. Det betyder måske, at vi ikke bliver landets mest klimavenlige kommune om 10 år, men nøjes med en midterplacering.
Vi kommer heller ikke deltage i alle projekter, vi bliver tilbudt. Vores fokus skal være på kernevelfærden. Hver dag. Indtil vores ældresektor igen fungerer.